Hele min skoletid fik jeg at vide, at jeg skulle sige mere.
Mine skriftlige standpunktskarakterer var langt bedre end mine mundtlige.
Og da jeg fortalte min uddannelsesvejleder i gymnasiet, at jeg ville være jagerpilot, kunne jeg mærke den her skepsis hos ham. For hvordan i alverden skulle jeg kunne klare det, når jeg nu jeg var så tilbageholdende og langt mere stille end frembrusende?
Her mange år senere, tidligere F16-jagerpilot og major i Flyvevåbnet vil jeg stadig beskrive mig selv som introvert – eller måske snarere som udadvendt introvert, for jeg nyder at tale i større forsamlinger, når jeg er velforberedt.
Ja, jeg lever faktisk delvist af det 😊
Men min baggrund og historie betyder også, at hele diskussionen om introvert vs. ekstrovert optager mig, også når jeg holder foredrag om TEAMETS KRAFT. Og skal jeg være helt ærlig, ser jeg både noget uretfærdighed og uforløst potentiale her.
For alt for ofte overser vi styrken i den eftertænksomhed og refleksion, som er udpræget hos de introverte, mens de få i teamet, der taler først, ofte får lov at sætte dagsordenen.
Min erfaring er, at vi for at lykkes som teams og virksomheder i al almindelighed har brug for en kultur, som både favner de introverte og de ekstroverte. Som giver plads til dem, der har brug for at reflektere, før de byder ind og til dem, som sender alle tanker i luften med det samme – så de kan blive kvalificeret af resten af teamet.
Det er i denne skønne forening af forskellige væremåder og personligheder, at vi som teams kan træffe de bedste beslutninger og samtidig holde trivslen høj.
