Som tidligere F16-jagerpilot med +20 års erfaring fra Flyvevåbnet og erfaren foredragsholder bliver jeg indimellem skudt i skoene, at jeg da må være helt oplagt til at holde foredrag for arbejdspladsens medarbejdere om deres individuelle robusthed.
Altså sådan et foredrag, hvor jeg baseret på mine erfaringer fra farefulde missioner og ekstreme øvelser klæder medarbejderne på med værktøjer til at ”mestre mange bolde i luften”, løbe ekstra hurtigt osv.
Men faktisk er jeg overhovedet ikke den rigtige foredragsholder til sådan en opgave – og det er tilmed en vinkel, jeg mener er helt forkert.
For når man som organisation, virksomhed og ledelse sætter fokus på ”robuste medarbejdere”, er man nemlig godt i gang med at placere hele ansvaret for medarbejdernes trivsel på DERES skuldre. Og mindst lige så slemt, så bidrager det til den opfattelse, at stress og mistrivsel kun rammer de ”svage”, som ikke kan klare nutidens arbejdsliv. Intet kan selvfølgelig være mere forkert.
Et fokus på robuste medarbejdere er i min optik mest af alt et udtryk for dårlig ledelse.
Så lad os droppe snakken om medarbejdernes robusthed og erstatte den med et fokus på ”teamets kraft” og ”organisationens kraft” – og alt det, vi kan opnå, når vi som ledere og medarbejdere – sammen – har fokus på at skabe trivsel, mening og social tryghed – og sunde toppræstationer.
Se dét elsker jeg til gengæld at holde foredrag og kurser om!